"Efter at kong Olaf hadde gjennemseilet Vegsund og var kommen med sine Skibe ind paa Flisnæsfjorden, holdt Kongeskibet sig nærmere det nordre Land Øxenølandet, og da Veiret fremdeles var varmt og Solen skinede, kjedede Kongen sig betydeligt, hvorfor han befalede at man skulde rede ud deres Fiskeline, for om mulig at faa fersk Fisk til Middag. Som sagt saa gjordt. Men da man skulde gjentage Linen befandtes den at være saa sammenviklet, at da Kongen syntest at det tog formegen Tid med Greidingen, end den Tid og Leilighed han kunde afse, befalede han at opphøre med Arbeidet og lade Linen gjenligge der paa Svadberget, og bad han da en af sine Mænd at sende ham Madbommen hans, da han var sulten og saa sig nødt til at spise uden noget Tilskudd af Fisk. Den Mand som skulde lange frem Madbommen til Kongen, tog Bommen, kastede

den uforsigtigt til Kongen, hvor han sad i Løftingen, hvor den traf Skibsrellingen med en saadan Fart, at ei allene Laaget gik af den, men baade dette og Bommen med innhold faldt i Søen, og de drev iland paa Øxenøen; Bommen paa et sted, og laaget paa et andet, og ingen turde røre ved nogen af Delene. Udpaa Høsten, det næste Aar, da man sandspurgte, at Kong Olaf var falden paa Stiklestad, skulde man efterse og tage i Forvaring de nevnte Kongens gjenliggende Sager; men hvilket Syn. Baade Fiskelinen, Madbommen og Laaget af denne, var blevet forvandlet til Sten, saaledes som de endnu er at se her ude ved Stranden udenfor Gaarden Hesseberg i Skoue Sogn, og kaldes de endnu af Almuen for sager, der har tilhørt St. Olaf, men som bleve gjenjagte her, ved den nævnte anledning